En familie er mere end de enkelte medlemmer af familien.
Forældre og børn (og andre familiemedlemmer – feks. bedsteforældre) skaber hver dag gode og dårlige relationer til hinanden, så familien er det, man kalder et system af mennesker, der er forbundet med hinanden.
Nogle gange skaber vi gode relationer til hinanden – andre gange skaber vi dårlige relationer i familien, så familien oplever problemer, de har brug for hjælp til.
I den oplevelsesorienterede familieterapi arbejder vi ud fra, at er der problemer i familien, er det ikke “nogens” skyld.
Hvis en i familien mistrives, er det hele familiens problem, og problemet løses kun, hvis hele familien arbejder sammen om det.
Derfor er det vigtigt, at børnene er med i terapien – ikke nødvendigvis hele tiden, men i hvertfald første og sidste gang, vi mødes.
Vi begynder med et Familietjek, hvor jeg som terapeut på skift hjælper alle medlemmer af familien til at fortælle, hvordan det er at være sig i jeres familie. Det er en stille og rolig samtale uden fordømmelse eller løsningsforslag. Blot en samtale, hvor børn og voksne kan høre, hvordan de andre familiemedlemmer oplever hverdagen i familien.
Familietjekket vil ofte give en pejling på, hvad I har brug for at arbejde videre med i Familieterapi.